Dag 6: Mall, margaritas og mere Mississippi

Efter morgenmaden torsdag sagde vi farvel til vores værter, Ellen og Peter, som skulle til et bestyrelsesmøde på Ellens gamle college i det nordlige Minnesota. De er et par hyggelige mennesker, som vi er glade for at have lært at kende, og som gerne vil komme og besøge os i Danmark.

Vi brugte formiddagen til at udforske en af Minneapolis’ store seværdigheder: Mall of America, som er USA’s største shoppingcenter. Det er så stort, at der er en forlystelsespark med rutsjebaner og meget andet midt i centeret! Det blev nu kun til lidt småindkøb, men vi fandt da en kogebog til samlingen!

Derfra kørte vi til Harriet Island, en ø midt i Mississippi, for at tage på et såkaldt Margarita Cruise. Der var meget vejarbejde rundt omkring i tvillingebyerne – allerede om formiddagen havde vi været nødt til at køre en omvej, da statens guvernør bor i nabolaget, og hans vej var spærret af. I dag skulle det ene offer for de nylige skyderier nemlig begraves, og man var nok lidt bange for uroligheder. Af samme grund var vi blevet advaret af vores værter mod at køre forbi byens kæmpestore katolske katedral, da der nok ville komme mange mennesker og trafikprop i området.

Flodbåden som vi sejlede med, ligner en gammel hjuldamper, men der er ikke længere noget skovlhjul, som driver båden (på nogle af de andre både var der dog stadig et skovlhjul for et syns skyld). Vi sejlede først op og siden ned af flodens brune vand, og når man sad og så på  de grønne bredder på begge sider af floden, glemte vi næsten,  at det var midt i storbyen, at vi sejlede rundt og drak margaritas og spiste tacos og andre snacks. Bagefter kørte vi hjem for at vaske lidt tøj så vi kunne tage tidligt afsted næste dag.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *