Dag 20: Jackson Hole

Jackson Hole er på størrelse med Cody, men en helt anden slags by. Her er rige muligheder for at stå på ski, og måske derfor er den blevet populær hos velstående amerikanere, hvoraf mange har købt huse og holder ferier her. Så byen er fuld af gallerier og andre dyre butikker.

Vi startede torsdagen med at kigge på “skibakkerne” bagved byen. Vi tog en stor kabelbane (med plads til 100) fra bydelen Teton Village op på toppen af Rendezvous Mountain, 3300 m. Deroppefra var der en fantastisk udsigt over Teton-bjergene og Jackson Hole nede i dalen. Der var også en herlig duft af vafler, så da vi havde beundret udsigten lidt i den kølige vind (der var kun 17 grader heroppe på toppen, nede i dalen var det 28 grader!) gik vi ind i den lille hytte, som nok oprindeligt er bygget til skiløberne (den var ihvertfald beklædt med gamle ski udvendigt) og fik kaffe og vafler.

Så tog vi kabelbanen ned igen. Men da vores billet også gjaldt til en mindre kabelbane til et andet sted lidt længere nede på bjerget, kunne vi jo ligeså godt snuppe en tur med den også.

Efter anden nedtur meldte sulten sig (trods vafler) og Restaurant Alpenhof lokkede med sit delvist tysk/østrigsk-inspirerede menukort. Så til akkompagnement af tyrolermusik og temaet fra den ultimative wienerfilm, Den tredje mand, spiste vi jägerschnitzel og bratwurst med sauerkraut og kartoffelsalat! (Og tænk – intet af det ankom i en burgerbolle!).

Så kørte vi tilbage til Jackson og kiggede på byens (meget) lille museum, som blandt andet handlede om de såkaldte “dude ranchers”, folk fra andre steder i USA, som kom til Jackson og legede cowboys: “… I speak of ‘dudes and tourists’. There is a difference. A dude is one who comes in for weeks or months, stays at a dude ranch or something like it, dresses more like a cowhand than a cowhand does, rides horses, and in a kind of simple-minded way tries to fit into the country… A tourist is just a tourist, absorbed in the intricacies of the Dyna-flow Drive (gearkasse fra 50’erne), buying postcards so that when he gets home he can see where he has been.” – Donald Hough, Cocktail Hour in Jackson Hole.
Efter museet gik vi tur på hovedgaden for at se, hvad nutidens dudes køber her i byen, og vi blev ikke skuffede over udvalget: Kæmpelysekroner af gevirerne fra wapiti-hjorte (kaldet elk på de her kanter) eller elge, en udstoppet bjørn til $22.000 eller hvad med den seng:

Desværre var der ikke plads i vores kufferter til hverken lysekroner, bjørn eller seng, så vi tog hjem til motellet og tog en svalende dukkert i poolen i stedet.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *