16. Juli: A.G.Bell & Louisbourg

Glenville, hvor vi havde overnattet, ligger på vestkysten af Cape Breton, og da vi gerne ville helt ned til sydøstkysten i dag, stod vi tidligt op og kørte afsted. Undervejs købte vi ind til morgenmad i en sjov lille gammeldags købmandsbutik, som vi tilfældigt kom forbi. Det er hyggeligt at disse små butikker stadig kan overleve ude på landet, for i de større byer finder man mest kun store supermarkeder som Walmart.

Morgenmaden blev indtaget med udsigt over en lille sø, og så fortsatte vi østover. Ved Baddeck holdt vi ind for at se Alexander Graham Bell National Historic Site. Bell, som opfandt telefonen, var skotte af fødsel, men byggede et stort sommerhus her i nærheden, hvor han tilbragte meget tid og kom til at betyde meget for egnen, og har derfor fået et museum her. Vi vidste ikke så forfærdeligt meget om Bell på forhånd, så blev overraskede over, hvor mange ting han havde arbejdet med og mere eller mindre opfundet. Han var f.eks. meget optaget af at hjælpe døve med at lære at tale, og opfandt senere end forgænger til jernlungen, da hans egen søn døde kort efter fødslen af vejrtrækningsproblemer. Men allermest interesseret var han nok i flyvning og var med til at bygge både flyet “Silver Dart” på fotoet og en hydrofoilbåd.

Således klogere på Bell fortsatte vi videre sydøstpå til Louisbourg Fortress Historic Site. Her byggede franskmændene i 1700-tallet et stort fort med tilhørende garnisionsby. Desværre blev fortet senere indtaget og ødelagt af briterne, hvilket var medvirkende til at Storbritannien til sidst vandt herredømmet over Canada, og i flere århundrede var det bare ruiner. Men i 1960erne og 70erne begyndte man at rekonstruere en del af fortet for at skaffe arbejde til arbejdsløse kulminearbejdere, og i dag er ca. 1/4 af det genopbygget og ser rimeligt autentisk ud. Fortet levendegøres i sommermånederne med soldater, håndværkere, tjenestefolk osv. Vi fik en gammeldags middag – suppe, fisk og grøntsager – altsammen spist iført servicet bundet om halsen og kun med ske!

Da vi havde set fortet, måtte Ole lige ud og vende ved det fine hvide fyrtårn på odden overfor, inden vi kørte til den tidligere mineby, Sydney Mines, lidt nord for Sydney, hvorfra vi skal sejle til Newfoundland i morgen.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

15. Juli: Views and Whisky

Forleden dag gik vi forbi et skilt med teksten “Mondays are a terrible way to spend 1/7 of your life!” Men det gælder nu ikke sådan en pragtfuld solskinssommerferiemandag som i dag, så vi stod tidligt op for at få så meget ud af mandagen som muligt. Pakkede sammen og forlod vores lille skæve hus i Lunenburg. Kørte endnu et stykke af The Lighthouse Route, denne gang østpå langs St Margarets Bay til det mest berømte fyrtårn i Nova Scotia i Peggy’s Cove. Kønt sted – men meeeget populært blandt turister.

046F1DA6-971E-42F0-B8BF-F17CA567A5C9 BE330B76-0E1B-41B5-AF75-3E53CBAAF226 58E63F4F-E074-4835-9243-1E9F0F05C5D8

Resten af dagen blev brugt på at køre op til Cape Breton, det meste af vejen af The Trans-Canada Highway = motorvej, så ikke specielt ophidsende. Ved fire-tiden nåede vi Glenora Inn & Distillery, hvor vi skal bo i nat. Vi checkede ind og gik med på en lille guidet tur i distilleriet med en enkelt lille smagsprøve undervejs, og senere spiste vi i hotellets restaurant og fik en enkelt whisky til dessert. Udemærket whisky, men kan alligevel ikke helt måle sig med dem, vi smagte på sidste år i det gamle Scotland 😉

6F94595D-C914-4A27-9441-36CF868412AA E865B05C-166A-46FE-96D3-4302E501B61A B1842840-E64E-432B-80A9-7ADF516DF7D2

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

12. Juli: Halifax

Er der nogen som kan huske den gamle sømandsvise “Fra Halifax til Spanien på briggen Stewedor”, som var lidt af en landeplage med Fisker Thomas i 70erne? Ole kunne ikke huske den, så da vi stod og kiggede ud over Halifax’s havn i dag, måtte jeg lige finde den på youtube og genopfriske hans hukommelse – I kan lytte med her:

fra halifax til spanien – fisker thomas

Vi tilbragte hele fredagen i Halifax, som er hovedstad i provinsen Nova Scotia. Halifax har den største naturlige havn i Nordamerika og har været vigtig både for flåde og fiskeri. Midt i byen på en høj ligger et stor stjerneformet citadel, hvor vi startede vores besøg. “I kommer lige i rette tid til at høre klokken-tolv-kanonen”, sagde billetdamen. Fortet var befolket med soldater i skotskternede kilte (Ole mente, det bare var studenter, som var klædt ud); man kunne kigge ind i de gamle mandskabsstuer mm., og der var en udstilling om stedet og byens historie.

Næste stop på turen var The Canadian Museum of Immigration på Pier 21, som lå i en bygning, der tidligere har været modtagestation for indvandrere (lidt i stil med Ellis Island i New York). Her snuppede vi et par lækre sandwich i cafeen, før vi så et par interessante udstillinger om de indvandrere, som er kommet til Canada gennem tiden. Bagefter gik jeg på opdagelse i det nærliggende marked med kunsthåndværk og souvenirs, mens Ole gik en tur op i byens gamle victorianske park.

 

Sidste stop i Halifax var de fine gamle pakhuse kaldet Historic Properties nede på havnen. De er sat fint i stand og rummer butikker, kontorer og restauranter, og herfra er der udsigt over havnen og bl.a. de små færger over til nabobyen Dartmouth. Og så var det, at vi lige genopfriskede Fisker Thomas’ udgave af “Fra Halifax til Spanien”, før vi spiste aftensmad på restaurant Pickford &Black – sværdfisk med baconsvøb med mangosalsa.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

13. Juli: Lunenburg og Blue Rocks

Lunenburg, hvor vi bor for tiden, er en rigtig hyggelig lille by med mange meget farverige træhuse, hvoraf en del har ‘The Lunenburg bump’ – en karnap på første sal,  som hænger ud over huset. Byen har – som mange andre nordamerikanske byer – sine gader i et fint gittermønster – og gaderne er endnu stejlere end i San Francisco! Byen er oprindeligt grundlagt af acadierne (franske katolikker), men da Storbritannien inviterede bl.a. tyske protestanter til at slå sig ned her, fik den navnet Lunenburg. I dag er den på UNESCO’s verdensarvsliste.

Vi brugte formiddagen på at udforske byen til fods op og ned af bakkerne. Der var byfest, bl.a. med loppemarked og musik i gaderne. Efter en hurtig ostemad til frokost hentede vi bilen og kørte ud til det lille fiskerleje, Blue Rocks, længere ude på den tange, som Lunenburg ligger på. Her var kun få turister og meget fredeligt og stille. Hvor vejen ender, ligger der en lillebitte cafebutik, hvor vi køber souvenir, is og kaffe, som vi indtog med udsigt over vandet. Vi fortsatte ad en anden vej så langt, vi kunne komme til Stonehurst lejet, som også var meget malerisk. Landskabet her mindede en hel del om den svenske skærgård komplet med malede træhuse.

Tilbage i Lunenburg gik vi på indkøb i det lokale supermarked (og sukker lidt over den manglende nordamerikanske brødkultur – man kan få blødt brød – eller blødt brød med nogle symbolske kerner), parkerer bilen og spadserer ned til det lokale curlingcenter, hvor der er food truck festival på parkeringspladsen. Der er selvfølgelig boder med de sædvanlige burgere og hotdogs samt med den canadiske specialitet, ‘poutine’, som er pommesfritter med ost og tyk brun sovs (og nej, dem har vi ikke vovet os ud i endnu), men vi vælger en portion koreanske marinerede okseribben skåret i små skiver og serveret med ris og dumplings. Meget lækkert! Til dessert deler vi en ‘beaver tail’ – endnu en lokal specialitet, en slags pandekage, som er friturestegt og drysset med sukker og kanel.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

14. Juli: Lighthouse Route

I dag kørte vi et stykke af the Lighthouse Route langs Nova Scotias sydkyst. Der har tidligere været en masse små fyrtårn langs kysten, men desværre er der ikke ret mange af dem tilbage, og det lykkedes os kun at finde nogle få stykker. Men det var en køn tur langs vandet, og turen  bød også på færgesejllads, små spøjse museer og store kanelsnegle!

Undervejs lagde vi mærke til flere huse, som havde en slags platform med rækværk øverst på taget. “Det er vel bare en tagterrasse”, sagde Ole, men så kom jeg i tanke om, at jeg havde læst i Bill Brysons bog, ‘At Home’, at det hedder en ‘widow’s walk’ og er beregnet til, at bekymrede koner til søfolk kan gå derop og spejde efter skibe. De skulle iflg. Bryson være ret almindelige i New England. Hvis I zoomer ind på billedet af det blå hus, kan I se en ‘widow’s walk.

Ved La Have opdagede vi en lille kabelfærge og snuppede den tværs over fjorden. Ved Crescent Beach tog vi til gengæld en afstikker over dæmningen ud til de små La Have Islands og Bush Island. Som Iran se på billederne, var der en del havgus, og vandet var bestemt ikke varmt, så vi skulle ikke lige have en dukkert.

I stedet kiggede vi på et spøjst lille lokalt museum i en gammel tidligere kirke på Bush Island. Der blev også tid til et besøg med vinsmagning på en vingård (der er ret mange her på egnen), og så lykkedes det os endeligt at finde et fyrtårn, som vi kunne kravle op i.

Det fejrede vi så med kaffe og kanelsnegle i  Liverpool, hvor vi også så endnu et lille sjovt lokalt museum i et hus, som havde tilhørt en ‘privateer’ (en pirat, som havde fået tilladelse til at bedrive pirateri mod fjendtlige skibe). På vejen hjem kørte vi forbi Vile Carding Mill, en gammel vandmølle, som drev et karteri (eller hvad sådan noget nu hedder på dansk), og Ole fik lov at forsøge sig med at karte (med håndkarter ganske vist). Når man som jeg er vokset op på tekstilegnen Herning, har han prøvet at karte maaange gange 😉

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

11. Juli: Når tiden løber fra én…

Vi stod tidligt op og tog afsked med vores flinke værter, inden de skulle på arbejde på henholdsvis det lokale bibliotek og en cykelbutik.

2F21C009-B972-45D3-AD81-A1D90FA16645

Så pakkede vi sammen og kørte afsted mod Saint John i New Brunswick, hvorfra vi skulle sejle til øen Nova Scotia. Gjorde kun et kort fourageringsstop ved Walmart, fordi vi gerne ville være i god tid til færgen, så gjorde ikke andre svinkeærinder.

Vejene østpå var i ret dårlig stand, og vi måtte vente lidt ved grænsen, men vi mente alligevel at vi ville kunne være i Saint John i god tid til check-in.  Men så viste GPS’en pludselig, at vi først ville være ved færgen, EFTER at check-in ifølge vores billetter ville være lukket! Det forstod vi ikke helt – indtil det gik op for os, at New Brunswick (i modsætning til Quebec) er en time foran Maine!

Vi forudså, at vi ville blive nødt til at køre en lang omvej for at komme til Nova Scotia over en bro, men da vi nåede færgelejet, stod de flinke folk og ventede på os og lod os alligevel komme med ombord!

0104E845-2C1D-44E7-AD0F-035447EF392D

Overfarten tog 2 1/4 time, så der var tid til frokost (man kunne vælge mellem fisk, fisk eller skaldyr i cafeteriet!) og lidt afslapning. Så lagde vi til i Digby og kørte tværs over øen til Lunenburg på sydkysten, hvor vi skal bo de næste fire nætter i et meget skævt, men charmerende lille blåt hus midt i byen.

44FD28D3-F5AD-47AD-A70E-80B7A3812AE1

English version:

We got up early and said goodbye to our kind hosts before they set off for work at the local library and bike shop. Then we packed our bags and headed off for Saint John in New Brunswick where we wanted to catch the ferry across the Fundy Bay to the island of Nova Scotia. We only allowed ourselves a short stop at Walmart to buy snacks so that we would have plenty of time to get there.

The roads leading east were not in very good condition and we had to wait a little at the Canadian border, but we were still making good time – or at least we thought so. Because suddenly the GPS said that we would be arriving AFTER check-in had closed! We just didn’t understand that – until we realised that New Brunswick is an hour ahead of Maine! So driving the last stretch to Saint John we prepared ourselves to miss the ferry and have to drive the long way around the bay to cross to Nova Scotia on the bridge. But when we reached the ferry terminal with only minutes to spare before the ferry departed, the kind check-in people let us drive straight onboard!

The ferry trip took 2 hours 15 minutes, so there was time for a late lunch (the options were fish, fish and seafood!) and for relaxing before we reached Digby and drove across the island to Lunenburg on the south coast where we will be staying the next four nights in a charming little blue house with sloping doors and floors.

 

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

10. Juli: Acadia NP

I dag stod vi tidligt op, spiste lidt hurtig morgenmad på verandaen og tog afsted for at se noget af parken, før der blev for mange menneske – og ikke mindst biler.

Vi begyndte med (pr bil) at “bestige” Cadillac Mountain, som med sine 466 meter er det højeste punkt på USAs nordøstkyst. Der var en fantastisk panoramaudsigt fra toppen udover skærgården.

A4152D60-7253-451C-A306-84A6A1A73274

6C66CD3B-B363-4D35-BE4B-AB17BF146EE4

9726B066-D77A-41A7-8CEB-5D47CAB64F1B

Derfra kørte vi videre rundt i parken med stop ved Sand Beach (some var – en sandstrand!) og Thunderhole, hvor der er masser af brænding ved højvande, men vi måtte dog nøjes med en klatretur på klipperne, da det var lavvande og derfor ikke særligt meget “thunder”.

E3885953-F4CE-491B-AE1E-ADEACE60809D

54D8ED52-1C6C-4BBF-B152-98CCE911AB63

Da vi når Northeast Harbor var vi blevet kaffetørstige og da vi så udvalget af cupcakes blev vi også kagesultne! Efter kalorieindtagelsen gik vi en tur i den lille by og kiggede på de fine gamle huse og gallerierne/butikkerne i dem.

077949E9-585E-4833-A67D-73E0E43A2F2E

 

Videre nordpå langs Somes Sound, som er den fjord der, kiler sig ind mellem de to halvdele af Mount Desert Island. Faktisk har den ikke længere betegnelsen “fjord”, da den efter amerikanske standarder ikke er dyb nok til at være en fjord, og den betegnes derfor nu som en “fjard”!

Derefter sydpå på den anden halvdel af øen, som kaldes Quiet Side (den stille side, sikkert fordi det mest af Acadia nationalparken med hovedparten af turisterne befinder sig på den) til Southwest Harbor, hvor vi spiste en  lækker frokost med krabbekøbssandwich og hummerhotdog med udsigt over havnen og de fiskebåde, som havde fanget ingredienserne til frokosten.

3AF04A72-2847-44D1-8A02-984F591B7AA0

Vi fortsatte helt ned til sydspidsen til det lille fyrtårn ved Bass Harbor, som er et meget populært sted at fotografere. Desværre var det også et populært sted for myg (maser af lækkert turistblod at fråse i), så vi blev ikke så længe.

3787CC7F-D7B2-48E8-B3BC-BA97A35AC5DE 750AB9A6-3654-404E-841C-8A988E002F9D

Ved Ship Harbor gjorde vi holdt igen og gik en tur ud til kysten, men også her var der rigtigt mange myg, så vi blev ikke hængende så længe, men besluttede at køre hjem til vores logi og få et kort brusebad og slappe lidt af. Da Janet og Bob kom hjem fra arbejde, serverede de først kolde drinks og lækre snacks for os og senere grillet laks og salat. Vi fik en lang hyggelig snak om rejser, børn, jobs – og, ølbrygning selvfølgelig, og til dessert åbnede Bob en lille flaske mjød, som han selv havde brygget og som smagte fortrinligt.

631F683A-CCCE-4FEE-9698-CD5D43112F8A

English version:

Today we had a quick breakfast on the porch and drove into the park early to beat the crowds. We began by driving up the Cadillac Mountain which is 466 metres/1530 feet and so the highest point on the North Atlantic seaboard. There was a fantastic panorama view from the top over the park and the surrounding islands.

From there we drove around the park loop stopping at Sand Beach (which turned out to be a – sand beach!) and Thunderhole, where there were a limited amount of ‘thunder’ due to the low tide, so we had to settled for climbing around the rocks.

When we reached Northeast Harbor we badly needed some coffee and when we saw the selection of cupcakes on display we badly needed some cake, too ;-O After all those calories we badly needed some exercise, so we went for a walk round the old houses, galleries and craft shops.

Our trip continued north along the Somes Sound, which used to be a fjord separating the two parts of Mount Desert Island (which sort of looks like a pair of lungs) but is now considered too shallow to be a fjord, and is therefore classified as a fjard! At the end of the Sound we continued south on the other side (‘lung’) of the island, which is called the Quiet Side – probably because the other side where most of the national park is situated is more busy with all the tourists. In Southwest Harbor we stopped for lunch –  a lobster roll and a crab sandwich at the Upper Deck, which had a fantastic view of the harbour and the fishing boats that had brought in the ingredients for our lunch.

We continued all the way to the southern point with the small Bass Harbor lighthouse, which is a very popular photo spot. Unfortunately it was also a very popular mosquito spot (lots of lovely tourist blood available), so we didn’t stay very long. At Ship Harbor we stopped again and went for a walk through the woods to the rocky coast, but there were plenty of mosquitoes there, too, so we decided to go back to the house and relax and have a cold shower.

When Janet and Bob came home from work they served us cold drinks and delicious snacks and later grilled salmon and salad. We had a long hyggelig chat about travels, children, jobs – and of course beer brewing! For dessert Bob opened a bottle of his homemade mead which was sweet and delicious.

 

 

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

9. Juli: Driving is the Maine thing

Tirsdag morgen spiste vi morgenmad sammen med André, pakkede sammen og sagde farvel til vores flinke vært. På vej ud af byen måtte vi lige forbi en butik med hylderne fulde af øl fra lokale mikrobryggerier, så Ole kunne tanke lidt til den næste del af turen.

Turen østpå gennem provinsen Quebec mod Maine gik  gennem mange småbyer eller små flækker, som ligner mange, vi har set på tidligere ture i USA. Forskellen her er bare, at alle skilte er på fransk og de fleste kirker er katolske som den på billedet.

6D93322A-BB54-4B5A-AA85-54E3195C2FD7

6D5D7A79-2EE8-47F1-B602-FDADA86CA69F

D3B727C6-8379-4586-BDBB-2A6B50BCF024

Efter frokost nåede vi grænsen til USA og måtte ind til de flinke grænsebetjente og udfylde et par siders formularer med alle mulige oplysninger inkl. vores forældres navne (hvad de så end kan bruge dem til?) før vi fik lov at køre videre med et “god ferie” fra betjentene. (Vi havde på forhånd læst os frem til, at vi ikke behøvede at udfylde en ESTA ansøgning på nettet hjemmefra, og det SKAL man heller ikke – men det ville have gjort besøget ved grænsen kortere.)

516DD582-8BA4-4EA6-811F-872F873DE2D2

Vi fortsatte gennem skovområder, langs små søer, spiste is ved en af dem og når først på aftenen vores næste værtspar, Janet og Bob, som bor inde i skoven på Mount Desert Island. Øen er delt i to (og ligner nærmest et par lunger), og de bor på den venstre del af øen kaldet the Quiet Side  – på højre del ligger Acadia National Park med alle turisterne.

Vi var dårligt kommet ud af bilen, før Bob spurgte, om vi ville have en øl, og det viste sig, at han også er ølbrygger! Ovenikøbet er han også glad for at cykle, så det var ikke svært for ham og Ole at finde samtaleemner! Vi drak øl og kold Vinho Verde på deres hyggelige veranda. Janet og Bob er deltidspensionister, rejser en hel del og sparer guestpoints (en form for betalingsmiddel som er indført på vores gamle husbyttesite Homeexchange.com) til en længere tur til Portugal med deres voksne børn (derfor Vinho Verde).

Vi lånte nogle kort, fik købt og printet billet til at køre ind i parken i morgen og fik gode tips til gåture mm.

 

English version:

Tuesday morning we had breakfast with André, packed our things and said goodbye to our kind host. On our way out of town we had to stop at a shop full of local beers from local craft brewers so that Ole could get some provisions for the next part of our trip.

Our trip eastwards through the province of Quebec to Maine went through many small towns that look a lot like others that we’ve seen on earlier trips in the States. The difference here is, though, that all signs are in French and most churches are Catholic like the one in the picture. After lunch we reached the US border and had to go into the immigration office to fill out long forms with all sorts of information including the names of our deceased parents (whatever they need that for). We were told that we didn’t HAVE to apply for ESTAs beforehand, but it would have been quicker  for us at the border. But when our information had been checked and we’d handed six dollars per person we were told by the friendly young officers to have a great holiday and we could enter the USA.

We continued through forests, along little lakes, stopped for an ice cream by one of them and in the evening we reached the house of our next hosts, Janet and Bob, who live in a wooded area of Quiet Side, the left half of Mount Desert Island which looks like a pair of lungs with most of Acacia National Park on the right ‘lung’.

We’d hardly gotten out of the car before Bob offered us a glass of beer and it turned out that he is a fellow beer brewer. He also happens to like riding his bicycle so it was not difficult for Ole and him to find something to talk about. We enjoyed home brew and wine on their lovely screened-in porch. Janet and Bob are semi-retired, travel a good deal and are collecting guest points (a kind of payment tokens introduced on our old homeexchange platform) for a long trip to Portugal with their adult children. We borrowed some maps of the area from them and got tips and help to print a park pass for tomorrow.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

8. Juli: Montreal – Vieux & Views

Som jeg nævnte i går, er ahornsirup et produkt, som Quebecoiserne er meget stolte af. Så da André lavede havregrød til os i dag, var det selvfølgelig med ahornsirup! Vi smagte også lige på hans ahornsirupsmåkager til morgenkaffen, og så var vi klar til at kigge på Montreals gamle bydel sammen med François, som kom og hentede os i sin bil.

François har været med til at oprette Montreal-afdelingen af den internationale Greeter-organisation. Greeters er frivillige guider, som viser rundt i deres egen by. Man booker en gåtur med en Greeter ved at gå ind på organisationens hjemmeside, fortælle, hvornår man er i byen, og hvad man er interesseret i og så prøver de at finde en Greeter, som matcher det. Der er kun ens egen lille gruppe (eller en selv, hvis man rejser alene) med på gåturen – og det er gratis! Greeters tager ikke engang imod drikkepenge, men man må gerne invitere dem på en kop kaffe eller en drink undervejs på turen. (Læs mere om Greeters her: https://globalgreeternetwork.info )

François kørte os til en metrostation i udkanten af byen, og derfra tog vi toget ind til den gamle bydel, hvor vi gik en lang tur. François delte undervejs ud af sin store viden om byen og dens historie og kunne nok have fortsat resten af dagen, hvis vi ikke havde stoppet ham 🙂

Da vi trængte til en pause, tog han os med op på tagterrassen på et hotel lige ved den gamle markedsplads, hvor vi fik en kold drink med udsigt over Montreals gamle havneområde, hvor der i dag bl.a. er forlystelsespark og cirkustelt med Cirque du Soleil, som kommer fra M.

AFBD4F31-1B9D-4CF7-8DC9-5EB81576066B

Vieux Montreal er i dag en blanding af gamle og moderne bygninger. Da vi havde sagt farvel til Francois fik vi lidt frokost og kiggede lidt mere på bydelen, og selvfølgelig fandt vi også lige en julebutik, som måtte udforskes ;-D

Derefter så vi på Pointe-à-Callière, byens historiske museum,  som delvist befandt sig under jorden og brugte resterne af de underjordiske bygninger til at fortælle Montreals historie. Interessant – og dejligt køligt – det var nemlig en varm solrig dag.

Fra den gamle bydel bevægede vi os op af bakken til den moderne downtown, hvor vi kiggede på flere forretninger, inden vi mødtes med Nancy og André i højhuskomplekset Ville Marie. Vi havde inviteret dem på middag og bedt dem vælge restaurant, og Nancy havde foreslået Les Enfant Terribles på 44. etage, ikke langt fra hendes kontor. Der var en superflot udsigt deroppe fra, og maden var god, så vi hyggede os vældigt med at sammenligne danske og canadiske forhold, snakke rejseoplevelser osv.

Efter middagen hentede vi deres bil og kørte til iscafeen Favoris, hvor Nancy og André ville give is til dessert. Favoris var startet i en gammel villa i Quebec,men stedet blev hurtigt så populært, at de måtte udvide og nu også har iscafeer i andre byer. Deres specialitet er is som dyppes i chokolade og drysses med forskellige toppings efter eget valg. Der var smagsprøver på de forskellige slags chokolade, man kunne få sin is dyppet i, og der blev ikke sparet på det! Mums!

Tilbage i huset fortsatte snakken, og det blev en meget hyggelig aften. Hurra for husbyttere og gæstfrie værter.

 

English version:

Maple syrup is – as  I mentioned yesterday – a local product which the Québécois are proud of. So when André cooked us porridge this morning it was of course with maple syrup. We also tried some of his maple syrup cookies with our coffee, and then we were ready to explore Vieux (old) Montreal with François, who came to pick us up in his car.

François is the founder of the Montreal department of the international Greeter organisation. Greeters are volunteers who show visitors around their cities. You book a walk with a Greeter through their website, tell them when you’re in town and what you’re interested in, and then they match you with a guide. The only participants in the walk is you and whoever you’re travelling with – and it’s free! Greeters don’t even accept tips but you can always buy them a drink or coffee during the walk. (Read more about greeters here: https://globalgreeternetwork.info )

François drove us to a metro station and then we took the train to the old city where we went for a long walk. François shared a lot of his wast knowledge of Montreal and its history and could probably have continued all day if we hadn’t stopped him.

When we needed a break he took us to a roof terrace on top of a nearby hotel where we had a cold drink and enjoyed the view of Montreal’s old harbour with an amusement park and a large tent with Cirque du Soleil which is originally from M.

When we said goodbye to François we had some lunch and explored some more in Vieux Montreal which today is a mix of old and new buildings, and we even found a Christmas shop which of course we had to check out ;-D

After that we visited Pointe-à-Callière, the Montreal museum of history and archeology, which was situated partly underground and which used the underground remains of old buildings to tell the history of Montreal. A cool museum – in more the one way – which was lovely on a hot summer day. From the old city we walked further up the hill to modern downtown where we looked at more shops before meeting up with Nancy and André in the Ville Marie Centre. We wanted to take them out for a meal to thank them for their hospitality, and Nancy had suggested the Les Enfant Terribles restaurant on the 44th floor, not far from her office. There was a fantastic view from up there, the food was great and so was the company. We had fun comparing Danish and Canadian cultures, travel and homeexchange experiences etc.

After dinner we picked up their car and drove to the Favoris ice cream parlour in Brossard where Nancy og André wanted to buy us ice cream for dessert. The place had started in an old villa in Quebec City, but quickly became so popular that the owners had to expand and now have outlets in several places. Their speciality is ice cream dipped in chocolate and sprinkled with different toppings. You could sample the different types of chocolate and they gave you a nice thick layer! Yummy!

Back at the house we continued talking and it was a truly ‘hyggelig’ evening. Hurrah for homeexchangers and great hosts!

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

6.-7. Juli: Silkeborg til La Prairie

Klokken fem lørdag morgen ringer vækkeuret og vi står op i et regnvådt Hvinningdal. Regnen følger os hele vejen til Kastrup – men som Ole siger, så er det perfekt vejr at forlade Danmark i!

Turen går over Keflavik til Montreal – der er heldigvis ingen forsinkelser, og trods ferietravlhed er køerne overkommelige. Selv paskontrollen i Montreal går glat takket være små automater, hvor vi kan scanne passene, svare på spørgsmål og tage selfies. Til gengæld tager det sin tid at få vores kufferter, og biludlejningskontoret er noget langsommeligt, men til sidst kan vi da sætte os ind i vores Hyundai Tucson og sætte kurs mod vores logi i forstaden La Prairie. Vi skal bo hos Nancy og André, som vi har fået kontakt med via vort nye husbytte-site, People Like Us. Et par hyggelige mennesker, som har gemt et par portioner spaghetti med kødsovs til os. Til dessert har de lavet en typisk lokal dessert, Pouding Chômeur (fattigmandsbudding) lavet på ahornsirup, som produceres i store mængder her i regionenen. Du kan se, hvordan den laves her:   https://eviltwin.kitchen/pouding-chomeur-pure-maple-syrup/

Parret har tre voksne sønner som alle studerer i Montreal, og vi hilser på Laurent, den mellemste. Hele familien taler heldigvis godt engelsk, selv om fransk er hovedsproget her. Til sidst er vi dog ved at trille ned af stolene af træthed og må gå til køjs – og falder i søvn næsten inden hovederne rammer puderne.

Nancy og Andrés hus i La Prairie
Nancy og Andrés hus i La Prairie
Køkkenet
Køkkenet

Søndag morgen sover vi længe, og vågner op til strålende solskin og varmt sommervejr. Nancy serverer morgenmad for os, og så kører vi op på det kongelige bjerg, Mont Real, som har givet navn til byen. Bjerget er med sine 233 m nu ikke meget højere end en dansk bakketop, men da resten af området er fladt som Holland (Oles kommentar), er der en fantastisk udsigt over byen, og den må vi selvfølgelig indfange på en selfie. Men inden vi når det, siger en dansk stemme ved siden af os: “Skal jeg ikke tage et billede af jer?” og det må hun da meget gerne. Hun er på familiebesøg i nærheden og oppe for at nyde udsigten ligesom mange andre turister og lokale.

7BC1DFE5-0DC7-4233-9A59-BB3F5C2D976E

EB01B4F2-B589-4F5D-A5E5-8635C96FE0E2

Udsigten fra Mont Real
Udsigten fra Mont Real

382E30F5-D508-4134-A20B-3D9729597D5F

Toppen af bjerget er en dejlig grøn park med skyggefulde træer og fine udsigtspunkter, så vi går en tur deroppe, inden vi spiser sen frokost på en lille café. Så kører vi ned til Downtown og og kigger på bylivet, katedralen og et par butikker, før vi spiser aftensmad på et mikrobryggeri (dog uden at smage på brygget, da vi skal køre tilbage til La Prairie og er bange for at jetlag og øl er en dårlig kombination bag rattet). Tilbage hos vores værtsfamilie bliver vi inviteret på et aftendyp i swimmingpoolen, og det kan vi selvfølgelig ikke sige nej til.

Katedralen Marie Reine du Monde
Katedralen Marie Reine du Monde
Downtown Montreal med kig til korset på Mont Real
Downtown Montreal med kig til korset på Mont Real
Sådan en gad jeg godt have i min baghave!
Sådan en gad jeg godt have i min baghave!

English version:

Saturday morning at five our alarm goes off and we get up to a rainy Hvinningdal. The rain continues all the way to Kastrup, the Copenhagen airport – but as Ole said, it’s perfect weather to lease the country in!

We fly to Montreal via Keflavik in Iceland and fortunately there are no delays and the queues are manageable in spite of all the people going on holiday. Even immigration in Montreal is easy thanks to small machines where we can scan our passports, answer questions and take ‘ugly’ selfies. But it does take quite a while to get our luggage and the car rental office is rather slow, but eventually we get the keys for our Grey Hyundai Tucson which will be our ‘home’ for the next four weeks and we can set our gps to take us to our host family in the La Prairie suburb of Montreal.

We’ll be staying with Nancy og André, whom we have gotten in touch with through our new homeexchange website, People Like Us. We soon discover that they are a very friendly couple – hyggelig – we would say in Danish, of course. They have saved us some really nice spaghetti from their family supper, which we really appreciate after a loooong journey. For dessert they have made a delicious local specialty, Pouding Chômeur, made with maple syrup which is produced in large quantities in this region. You can find a recipe for the dessert here https://eviltwin.kitchen/pouding-chomeur-pure-maple-syrup/

The family has three adult sons who are all students, and we get to meet Laurent, the middle son (the other two are Nicolas and Philippe!).  Fortunately for us the whole family speak English well even though French is the main language here. But before long we have to go to bed before we fall asleep at the table.

Sunday morning we have a lie-in but eventually wake up to a beautiful sunny day. Nancy makes us breakfast, and we set off for Mount Royal or Mont Real, which has given name to the city. The mountain is no more than 233 m so not much higher than a Danish hill, but as the rest of the area – according to Ole / is flat as the Netherlands it has a fantastic view of the city which of course makes us want to take selfies. But before we have time to do that, a Danish voice next to us asks if she should take a picture of us! (She and her family are visiting an aunt here). The top of the mountain is a lovely green park with trees for shade and great lookouts so we go for a walk up there before having a late lunch at a small café.

Then we drive downtown, look at city life, shops and the cathedral before dinner at a microbrewery  – without tasting the brews though, as we reckon that jetlag and beer is a bad combination behind the wheel.

Back in La Prairie our host family invites us to join them in the pool – an offer we definitely can’t refuse!

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail