siger de her i byen, og dermed mener de, at byen har klaret sig igennem en masse. For at blive lidt klogere på det, tog vi mandag formiddag på besøg på Chicagos historiske museum, som ligger lidt nord for centrum. Der lærte vi forskellige interessante ting om Chicago, selvom vi aldrig fandt Mrs O’Learys kos klokke. Aldrig hørt om Mrs O’Learys ko? Nå men, i følge en historie var det Mrs O’Learys ko, som sparkede til en petroleumslampe og satte ild til høet, som antændte laden, og dermed endte med at antænde en kæmpemæssig brand i Chicago i 1871. 18.000 huse brændte ned, dvs hele bymidten på nær 4 bygninger, og en tredjedel af byens indbyggere blev hjemløse. Men de brede skuldre, som jeg nævnte i starten, gjorde at byen allerede nogle få år senere var genopbygget. Og bare tyve år senere var Chicago vært for verdensudstillingen, hvilket medførte endnu flere fine bygninger.

Dem så vi så på om eftermiddagen (efter et par Chicago hotdogs) sammen med Bobbie, som er indført Chicagoan. Hun havde godt nok boet to år i Indiana, men de havde også været de længste to år af hendes liv, sagde hun. Bobbie er en af Chicagos Greeters, som er frivillige, der viser besøgende rundt i deres egen by. Det er gratis at booke en gåtur, og der er ikke andre med på turen, så man kan selv bestemme, hvad man skal se. Vi har været på tur med Greeters i andre byer og kan varmt anbefale det, da Greeters elsker deres byer og gerne vil vise de mest interessante ting frem. Du kan finde de steder, som har Greeters på denne hjemmeside.

Bobbie viste os bl.a. rundt i byens nyeste park, Millennium Park, med koncerttribune designet af Frank Gehry, en fontæne, som efter sigende skulle være en af de højeste i verden (og den var ihvertfald højere end den i Silkeborg Langsø ) og den sjove bønne på billedet her, som må pudses hver dag for at kunne blive ved med at spejle byens skyline.

Den mest interessante del af Bobbies tur førte os ind i forskellige meget flotte gamle bygninger, hvor vi aldrig selv ville være gået ind. Men hun var gode venner med mange af sikkerhedsvagterne, så vi fik lov at komme ind og se f.eks. det flotte Palmer House Hotel og flere steder med fantastiske Tiffany mosaikudsmykninger. Og Bobbie kunne en masse spændende historier om bygningerne og de mennesker, som havde bygget dem. Vi var også inde i Chicago Athletic Association, en tidligere sportsklub, nu hotel, som har bevaret en indretning og stemning a la engelsk herreklub. Vi endte oppe på taget, hvor der er indrettet ny terrasse med bar med udsigt over føromtalte park og Lake Michigan. Pragtfuldt sted at drikke et glas kold hvidvin. Vi fik en spændende snak om alt fra byen til Brexit og Trump (som hun ikke var fan af). Da vi skiltes fra Bobbie, var vi blevet en hel del klogere på byen, og hvad der skjuler sig bag facaderne. Vi gik dog lige hen for at se endnu en facade, nemlig den på avisen Chicago Tribune. Her har ejeren af avisen fået alle sine korrespondenter ude omkring i verden til at sende sten hjem fra forskellige bygningsværker, som så er indsat i bygningens facade. Her er stykker fra domkirken i Rouen, et thailandsk kloster, World Trade Center, den kinesiske mur osv. Dagen sluttede med lækker mad i madmarkedet Eataly (kan anbefales) og en køkkensnak med vores værter inden sengetid.