Vi begyndte vores sidste hele dag med at se på de fine gamle huse i Salida downtown og bl.a. en julebutik, som gjorde Ole kaffetørstig. For år tilbage var amerikansk kaffe næsten altid noget tyndt sprøjt, men nu kan man få udemærket kaffe selv på tankstationer, hvor der endda er flere forskellige slags at vælge imellem (man skal bare passe på ikke at få noget med vaniljesmag eller andet mærkeligt) og der er kommet mange caféer med rigtig god kaffe, The Brown Dog Café i Salids feks.

Så fortsatte vi turen videre over the Rocky Mountains. Det var stadig noget skyet, men solen begyndte at titte frem indimellem. Vi kørte en flot strækning langs med Arkansas-floden, og så ind i den private Royal Gorge Bridge park. Royal Gorge Bridge (bygget 1929) er en af verdens højeste hængebroer og går hen over en meget dyb smal kløft med Arkansas-floden løbende i bunden. Parken og næsten alle bygninger brændte i 2013, men broen fik kun svedet broplankerne. Bygninger osv. er nu genopbygget, og de svedne planker er brugt til at beklæde det nye Visitor Center med. Fordi parken er privat, er der rige muligheder for at bruge penge, bl.a. en zipline hen over kløften. Vi nøjedes med den tur i kabelbanen til den anden side af kløften, som var inkluderet i entrebilletten, og så gik vi tilbage over broen. Den gyngede lidt, så man kunne mærke, at det VAR en hængebro og der var LANGT ned i dybbet!

Broen ligger lige vest for Canon City, så det blev vores næste stop. En hel del af Canon Citys indbyggere bor der ikke frivilligt! Byen huser 13 fængsler! Vi nøjedes med at besøge et, som var nedlagt og nu blev brugt som museum, komplet med gaskammer i forhaven! Bortset fra det har byen en køn gammel downtown, som vi også lige kørte en tur rundt i.

Derefter fortsatte vi over the Rocky Mountains og på den anden side af bjergene var landskabet helt anderledes – fladt, fladt landbrugland, og man kunne nærmest se helt til Kansas! Vi kørte til Manitou Springs for at overnatte. Også her var mange moteller optaget, men vi fandt et værelse på the Rainbow Motel, som endog havde en computer, hvor vi kunne tjekke ind på vores fly til i morgen. Så et smut downtown Manitou Springs for at få noget aftensmad på The Stagecoach, lækre foreller med salat og kartoffelmos.

Efter maden gik vi en tur i byen for at finde nogle af de kilder, som har givet byen navn, og det lykkedes at finde tre af dem, før vi delte en is og kørte hjem og pakkede kufferter.

Lørdag morgen fik vi besked fra Lufthansa, om at vores fly var 2,5 timer forsinket, så vi havde god tid til at komme til lufthavnen i Denver. Vi kørte et stykke, før vi fandt en restaurant i Colorado Springs, som så tilpas traditionel u dtil at vi kunne få pandekager og havregrød til morgenmad. Da vi endelig fandt den, kunne vi se, at den vist var mødested for bydelens pensionister, i hvertfald trak vi aldersgennemsnittet ned! Men pandekager og havregrød fik vi, faktisk var min “short stack” = 2 pandekager så store, at jeg kun kom halvvejs igennem, inden jeg måtte give op!

Med stopfyldte maver kørte vi så til Denver International Airport, afleverede bilen og gennemgik hele tjek- ind- og sikkerhedshalløjet. Ole var overbevist om, at vores kufferter var for tunge, men med bare 20 + 17 kg havde vi kunnet fylde endnu flere souvenirs i! Så var det bare at krydse fingre for, at vi ikke bliver mere forsinkede.

Fire uger på de amerikanske landeveje er slut. 7500 km og 11 stater blev det til. Det har været en helt igennem fantastisk tur, vi har set så meget flot natur, mødt så mange interessante mennesker og oplevet så meget! Nu bliver der stille på bloggen nogle dage, til jeg har fået sovet ud, vasket tøj og fordøjet alle indtrykkene. Vi ses!