Torsdag vågnede vi til skyer, som drev lavt ned i dalen og indhyllede bjergtoppene i tåge. Vi spiste lækker morgenmad hos Helen og Bob og kørte så en tur i deres firehjulstrækker op i bjergene vest for deres hus. Det var smalle, snoede, ofte stejle, og meget ujævne veje langs klipper, som hængte ud over vejen. Men vejen er populær blandt turister, som har lejet jeeps eller ATVs, så ind imellem var der ved at blive trafikprop. Vi havde aldrig klaret det i vores egen bil og var glad for at have Bob ved rattet. Undervejs passerede vi flere steder med ruiner fra minesteder, bl.a. Camp Bird og også et par steder, hvor der stadig er gang i minedriften.

Langt oppe af bjergsiden kom vi til en blomstereng! Et sted med rigtigt mange forskellige slags blomster, nogle af dem genkendelige fra danske haver. Desværre begyndte det at regne, mens vi så på blomster, og det blev det ved med at gøre med ophold resten af dagen.

Tilbage i Ouray pakkede vi bilen, tog afsked med Helen og Bob og kørte nordpå over Ridgway til Montrose. Mens vi ledte efter et sted at spise frokost som ikke var McDonald’s, Tacobell, KFC eller lignende fastfoodkæde, opdagede vi, at byens ejendomsmægler åbenbart ikke var helt uden humor, ihvertfald reklamerede han/hun således: “Leaving the country if Trump or Hillary wins? We’ll sell your house.” Heldigvis fik vi ved siden af byenspsntelånerforretning øje på the Horsefly Brewing Company, hvor vi kunne få nogle gode sandwich til frokost.

Eftermiddagen blev brugt på at se et hul i jorden! Eller måske snarere en revne. The Black Canyon of the Gunnison er en meget dyb kløft med dramatiske stejle gråsorte klippesider og i bunden løber Gunnison-floden. Meget særpræget landskab. Man kan ikke komme ned i kløften, men der var mange udsigtspunkter ved kanten, hvorfra man kunne se ud over den.

Da vi kørte videre østpå af rute 50 begyndte det at regne igen, og skyerne krøb helt ned over bjergsiderne. Vi tankede kaffe og
besluttede trods vejret at fortsætte til byen Salida. Oles playlist med roadtripsange spillede på bilradioen, og vi nød vores næstsidste feriedag.
Landskabet skiftede flere gange, fra bjerge, som var øde og tørre med sparsom vegetation til fladere landbrugsland med små spredte farme til skovbeklædte højere bjerge. Undervejs var det klaret lidt op, men da vi kørte op gennem Monarch passet 11312 øste det ned igen, og i passet var vi kommet helt op i skyen. Regnen gav også køligere temperaturer end de foregående dage, og oppe i passet falder den helt ned til 8-9 grader.

Endelig nåede vi Salida, blot for at konstatere at en hel del andre var kommet os i forkøbet, så der var mange skilte med “No vacancies”. Også her i byen vil de dog gerne underholde turister og andre, som kører gennem byen, bl.a. så vi dette skilt: “If it wasn’t for electricity we’d all be watching television by candlelight”!
Til sidst lykkedes det ovenikøbet også at finde et lille motel, som har et enkelt ledigt værelse tilbage. Til gengæld fik Ole nærmest hele den polske ejers livshistorie inkl. alt om hans svenske svigerfamilie, da han tjekkede ind.