Vejen mellem Ouray og Silverton kaldes the Million-dollar Highway – enten fordi den var hundedyr at bygge, eller fordi der blev brugt malm fra guld- og sølvminerne til at bygge vejen med. Onsdag formiddag fulgte vi vejen ned til Silverton, som er en gammel sølvmineby. Den dyre vej går gennem flotte bjerglandskaber bl.a. Red Mountain-passet, 3.375 m. Silverton er en hyggelig by med mange gamle huse og brede grusveje, hvor man nemt kan forestille sig hestevognene komme kørende og minearbejderne gå rundt på jagt efter sprut, kortspil eller  letlevende damer (da byen var størst, var der 30-40 bordeller!).

Vi gik lidt rundt i byen og kiggede, til veterantoget fra Durango ankom via den gamle smalsporede jernbane, og det væltede ud med turister, så fortsatte vi selv turen sydpå mod Durango, omend i vores lille støvede Mazda. Vejen går igen over flere bjergpas, Molas-passet og Coal Bank-passet (begge i 3 kiliometers højde) og med flotte udkig. Durango er en noget større by, så vi fik lidt frokost på the Carver Brewing Company, inden vi gav os til at udforske den – lækre lammeburgere og til dessert delte vi en Oreo Nutella Tart (som bestod af en bund af knuste oreos, dernæst en slags chokolademousse og øverst et drys af salte peanuts og små ristede bacontern! Og den smagte faktisk rigtigt godt!) Så var vi klar til en gåtur op og ned ad Main Street, jeg kiggede mest på de gamle huse (og lidt på butikkerne i dem), Ole gik en tur ned og kiggede på jernbanestationen og -museet.

Så kørte vi tilbage over bjergene til Ouray. Undervejs kom en gevaldig tordenbyge, som lynhurtigt (!) fik temperaturen til at falde fra 27 til 10 grader i bjergene, som blev indhyllet i regntåge. Tilbage i Ouray inviterede vi vores værter ud at spise i anledning af vores 31 års bryllupsdag. De anbefalede restauranten BonTon, som serverede lækker italiensk inspireret mad.