Dag 16: Cody

Søndag morgen tog vi ind til Cody efter morgenmaden og besluttede os til at starte med at se det lille frilandsmuseum, Old Trail Town, inden dagen blev for varm. Museet består af små huse og hytter flyttet hertil fra forskellige egne af Wyoming og genopbygget nogenlunde, som det første Cody så ud. Der var gamle butikker, værksteder og hytter med sjove historier om dem, som havde boet i dem, bl.a. et par stykker, hvor Butch Cassidy og the Sundance Kid og deres bande havde holdt til. Der var også en lille kirkegård med gravsten for nogle af disse personer, bl.a. Jeremiah Johnson, som der også er lavet film om.


Herfra tog vi så til Buffalo Bill Historical Center for at se de afdelinger af museet, som vi ikke nåede i går, bl.a. en fin malerisamling af nye og gamle billeder med motiver fra det gamle vest, samt en interessant udstilling om indianernes liv og kultur. Inden vi kørte tilbage til huset var vi lige på udsalg i udelivsforretningen, Sierra Trading Post, hvor vi fik købt noget billigt tøj.
Efter en sen frokost hos vores værter Deb og Dan, slappede vi lidt af og så, hvordan Dan skoede et par af deres heste.

Om aftenen ville vi have været til et country music show, som Deb og Dan anbefalede, men desværre opdagede vi, at de ikke spillede om søndagen. Så inviterede vi i stedet vores værter på middag på det historiske Irma Hotel, som Bill Cody byggede og opkaldte efter sin datter. Hotellet er rigtigt flot med en kæmpe mahognibar, som Cody fik forærende af Dronning Victoria, som var begejstret for hans Wild West show. Der var også en større samling jagttrofæer, som Dan begejstret viste frem. Han er selv meget ivrig jæger, mest med bue og pil, og har selv en større samling trofæer I deres stue, enkelte af dem skudt i Afrika, som han og Deb er meget begejstret for. Deb nøjes med at skyde med sit kamera og viste os nogle meget fine fotobøger, som hun havde lavet fra deres ture.
Tilbage i huset satte vi os på terrassen i det dejlige aftenvejr og så på den flotte stjernehimmel over Wyoming. Her var ikke ret mange fluer eller myg trods et lille vandhul neden for huset. Det var hyggeligt at snakke med Deb og Dan, som var både vidende om og interesserede i mange emner.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *