Torsdag morgen stod vi tidligt op og drak morgenkaffe sammen med vores værter. Derefter sagde vi farvel og på gensyn i Danmark og drog videre nordpå på vores roadtrip. Første stop i westernbyen Deadwood, som virkelig var det vilde vesten tilbage i 1870erne. Vi havde set lidt af tv-serien at same navy om byen, inden vi tog afsted, og der fik man virkelig indtryk af, hvor vildt der var her på den tid. Byen selv var indtil for nogle år siden ret forfalden, men efter at det blev tilladt at åbne kasinoer der, er den livet op igen og blevet sat flot i stand. Vi så et lille museum om byen og gik tur på kirkegården, hvor Wild Bill Hickock og Calamity Jane ligger begravet.

Så fortsatte vi til nabobyen Lead, som var mindre velistandsat men virkede mere autentisk. En hurtig frokost og videre nordpå gennem den flotte dal, Spearfish Canyon,

og vestpå ind i Wyoming til klippen Devil’s Tower, som rejser sig 1558 m op i landskabet. Kiowa Indianerfolkets legende fortæller, at syv søstre og deres bror legede her, da broren pludselig begyndte at gå på alle fire, og pels og klør voksede frem på ham, til han var blevet til en bjørn. Søstrene blev bange og løb, men da han næsten havde indhentet dem, skød en klippe i vejret under søstrene og reddede dem. Bjørnen forsøgte at klatre op ad klippen og rev lange ridser i den med sine klør, som stadig kan ses. Søstrene fortsatte op i himlen og blev til stjernebilledet Syvstjernen. Devil’s Tower spillede også en stor rolle i 70er-filmen “Close Encounter” – “Nærkontakt af tredje grad”. Ole gik en tur rundt om klippen og så en af de 5000 klatrere,som hvert år klatrer til tops på klippen. Lige i nærheden af klippen bor en større koloni præriehunde, som piler ud og ind af deres små huller og er meget underholdende at kigge på.

Den næste stykke vej gik nordvestpå over store øde stepper med kun få isolerede gårde, og Ole fik tiden til at gå med at fundere over, hvor langt børnene her mon har i skole, og hvordan det må være at bo så afsides. Landskabet var til tider ret fladt med åbne vidder og til tider ret bakket. Meget af det var ret tørt, men så var der pludseligt en stribe grønt, hvor der må have været et vandløb eller lignende.

Lidt i otte nåede vi til Sheridan hvor der var fest i gaden, Third Thursday Street Festival. Vi var efterhånden blevet godt sultne,så vi skyndte os at tjekke ind på vores beskedne motel og finde noget aftensmad. Der var masser af liv i hovedgaden med diverse salgsboder inkl. for Jesus og de lokale politikere. Der var også et band, som spillede, og som Ole sagde: “Jeg ved ikke om det er godt,men det er ihvertfald højt!”