Så kom dagen endelig som vi havde ventet så længe på! Vi startede meget tidligt hjemmefra, for hvis der nu var kø på motorvejen eller sådan noget. Men det var der selvfølgelig ikke, så vi kom til Kastrup i GOD tid. Flyskifte i Heathrow, hvor der heldigvis heller ikke var specielt meget trængsel eller lange køer, og efter MANGE timer i flyet, kunne vi endelig stige ud i Chicago. Gennem grænsekontrollen med fingeraftryk osv. og så med bus hen og hente vores sorte Mazda3, som vi skal køre rundt i de næste fire uger. Vi havde lånt en gps hjemmefra, så det gik nemt med at finde ud til Lisa og Michael og deres to hunde, som bor i et utroligt lækkert nybygget hus ud til en grøn boulevard med træer. Vi blev indlogeret i et dejligt gæsteværelse på første sal med udsigt ud til boulevarden. Efter et hurtigt brusebad spiste vi grillede kæmpekæmperejer og salat sammen med vores værter og snakkede om rejser, husbytter og Chicago (og hundedagpleje m.m.). Men efterhånden meldte trætheden sig ovenpå den lange rejse og tidsforskellen – Chicago er syv timer efter Danmark – og så måtte vi til køjs.

Søndag morgen vågnede vi så til gengæld ret tidligt og blev enige om at tage ind til byen. Der var kun en kort gåtur til metroen, som her i byen hedder the El. Vi stod af nær hovedbanegården og gik hen til Lou Mitchell’s, som er en institution her i byen. En diner-style restaurant, som taget ud af en film – og faktisk har den været med i mindst tre spillefilm, ligesom både Obama, George W. Bush og Jimmy Carter har været forbi og spise. Her kan I se mine Eggs Benedict, og nej, jeg spiste ikke op ( hvilket sådan set var meget heldigt, da regningen blev serveret sammen med to små bægre softice). Der var en kort kø for at få et bord, men servitricerne uddelte Donut Holes, mens vi ventede, de mindede mest af alt om Daloons æbleskiver!

Således med særdeles fulde maver drog vi ud for at opleve Chicago. Vi begyndte fra bogstaveligt fra oven, 431 meter oppe i Willis Tower. Det tog lidt tid at komme helt derop pga af kø til elevatoren, kø til billetluen, kø til endnu en elevator, men der var en del at kigge på undervejs bl.a. en film om byggeriet. På 104. etage var der en flot udsigt over byen, faktisk skulle man kunne se til tre andre stater også, men vi kunne nu ikke se forskel på, hvad der var Illinois eller ikke.

Nede på jorden igen tog vi en lille sightseeingtur med the El’s brune linje, som kører rundt i centrum af byen i et loop, og derfor kaldes den del af byen også the Loop. Toget kører på en gammel højbane med træperroner på søjler, hvor bilerne så kører nedenunder. I filmen Blues Brothers var der en skøn biljagt her. Vi fandt stedet, hvor den berømte Route 66 starter fra, og gik så ned til Chicago-floden. Floden har tidligere været MEGET forurenet, nu er den kun halvbeskidt, men der er i de seneste år gjort meget ud af at lave nogle dejlige promenader langs bredden. Her sad vi lidt og fik noget kold lemonade og så på den livlige traffik af turbåde, små lystbåde og kajakker, indtil vi selv tog en tur arrangeret af Chicago Architectural Foundation. Vi sejlede på Chicago flodens tre arme, mens vi kiggede på de mange spændende bygninger ved floden. Der.var både nye og gamle skyskrabere og bygninger med spændende historier, ja virkeligt meget forskellig arkitektur.

Derefter havde vores maver også omsider fordøjet morgenmaden, så vi tog toget tilbage til vores bydel og besøgte mikrobryggeriet Brewing Revolution, hvor vi fik både lækker mad og godt øl. Men så meldte tidsforskellen sig igen og afgjorde sammen med vores ømme fødder, at vi skulle hjem og på langs.