Fredag gik tur videre sydpå, men med en omvej vestpå ind over Idaho. Først op gennem Teton-passet og så over statsgrænsen. På vej gennem den lille by, Victor, fik vi øje på en sjov butik, som reklamerede med en gammeldags soda fountain, så vi måtte da ind og smage vores livs første icecream soda, og den var rigtig lækker. Vi spurgte den unge pige, som lavede den, om hvorfor der var så diset denne morgen, og hun fortalte, at det skyldtes skovbrande i Wyoming antændt af et nyligt tordenvejr. Og faktisk kunne man godt lugte røgen i luften.
Videre inde i Idaho, lavede vi et stop i Idaho Falls for at kaste et hurtigt blik på byens museum, som blandt andet havde genskabt nogle fine gamle forretninger fra Eagle Rock, som byen først hed. Vi nåede også lige at kigge på de små lave vandfald, som giver byen sit nuværende navn, og det store mormontempel i baggrunden, før vi kørte videre til den mindre by Blackfoot.
Den ligger lige midt i kartoffelområdet i USA’s kartoffelstat nr 1, så her har de selvfølgelig et kartoffelmuseum! Det fortalte om kartoflens vej fra Sydamerika over Europa til USA, hvor hver amerikaner nu spiser 52.3 pounds kartofler om året, mange af dem som pommes fritter eller chips. Al den snak om kartofler gjorde os selvfølgelig sultne, så vi snuppede hver en bagt kartoffel, og til dessert delte vi en iskartoffel!
Da vi således var blevet mætte, også af at kigge på gamle kartoffellægge/optagnings/skrælnings/skæringsmsskiner m.m. kørte vi sydpå til Salt Lake City. Her skal vi besøge vores rigtigt gode venner, Carolyn, Scott og deres to hjemmeboende børn, Kirsten og Kyle. Carolyn var i Danmark som udvekslingsstudent for mange år siden (bl.a. fordi hun har danske forfædre) og elsker alt dansk. Vi har besøgt hende og familien tre gange før og bliver altid modtaget med åbne arme.
I dag var familien taget op for at campere oppe i bjergene bag deres bydel på en campingplads, som Mormonkirken lejer i Uinta National Forest. Så vi kørte til deres hus, fandt husnøglen, som kaninen Oreo passede på, og lukkede os ind i huset. Køleskabet var fuldt af dejlig mad, så vi kunne spise lidt, før vi kørte op til familien, og så kom Kirsten hjem og kørte os op til lejrpladsen. Her var allerede slået telt op og tændt op i bålet (hver lejrplads havde et muret bålsted, bord med bænke og en pæl med krog til at hænge køletaske eller pose med mad op i, så det ikke tiltrækker bjørne eller andre dyr!). Ingen amerikansk bål uden s’mores – grillede skumfiduser klemt sammen med chokolade og kiks – og så gik snakken ellers, som den gør, når man ser gode gamle venner igen efter lang tids fravær.
