Dag 14: Montana: Little Bighorn Battlefield

Fredag morgen snuppede vi lidt hurtig morgenmad på motellet og kørte så nordpå ind i Montana (vores 8. stat på turen) til Little Bighorn Battlefield, stedet,  hvor General Custer døde i et angreb på Lakota og Cheyenne indianere, det sidste slag indianerne vandt over USA, inden de måtte bukke under og acceptere at blive forvist til reservater.

Ligesom alle de andre nationalparker, nationalmunumenter, stateparker osv., som vi har været i her i USA, var der også her et besøgscenter med informative kort og brochurer, venlige parkbetjente,  som gerne svarer på spørgsmål, og ofte også en glimrende film, som fortæller om området, historie, natur, dyreliv osv. Så her begyndte vi også besøget med en tur i besøgscenteret, hvor der var en lille udstilling og en 25 minutter lang film om slaget ved Little Bighorn floden og baggrunden for det. Det var en lille smule forstemmende at blive mindet om, at “the land of the free” (de fries land), som mange amerikanere kalder deres land, undervejs i sin opbygning berøvede en hel befolkningsgruppe deres frihed og levevis.

Efter filmen gik vi en tur op til Custer’s Last Stand – stedet hvor Custer og det syvende kavalleri (deriblandt 5 danskere) blev overmandet og dræbt af indianerne. Små hvide gravsten markerer, hvor de faldt. Der er også røde gravsten og et monument for de indianere, som blev dræbt. Custer havde sent et par delinger ud for at angribe indianerlejren fra to andre sider (han undervurderede, hvor mange indianere, der var), og en kort køretur bragte os ud til det sted, hvor de andre delinger blev stoppet af indianerne og trak sig tilbage for at blive undsat af andre soldater dagen efter slaget. Hele området er gulgrøn græssteppe og del af Crow reservatet.

Custer's Last Stand
Custer’s Last Stand
Memorial for the Indians at Little Bighorn Battlefield
Memorial for the Indians at Little Bighorn Battlefield
An Indian grave
An Indian grave

På vejen tilbage til Sheridan ville vi have lidt frokost, men i første omgang kørte vi forbi  Custer Battlefield Trading Post, fordi Ole syntes, det så for turistet ud. Da der imidlertid ikke så ud til at være andre mere interessante spisesteder i byen, vendte vi tilbage, og der var faktisk rigtig hyggeligt indenfor med gamle fotos og malerier på væggene. Og da vi afsluttede frokosten med at dele en megastor portion brownie med is og flødeskum, var Ole såmænd ret godt tilfreds med stedet alligevel (også selvom jeg selvfølgelig skulle en tur gennem den uundgåelige souvenirbutik og have et par bisonokser med hjem).

Custer Battlefield Trading Post
Custer Battlefield Trading Post

Vi besluttede at holde fri om eftermiddagen og tage en middagslur på motellet. Senere spiste vi aftensmad på det gamle Sheridan Hotel, som havde tilhørt William Cody, alias Buffalo Bill.

The Sheridan Hotel
The Sheridan Hotel
Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *