VILLAHENRIKSEN
– ude godt men hjemme bedst –
Jeg begyndte denne blog for ca. tre år siden lige før det roadtrip, som du kan læse om i de første indlæg. Tanken var, at bloggen efterfølgende skulle bruges til at dele ud af vores erfaringer med husbytteferier, gode råd til andre, som havde lyst til at prøve denne ferieform osv. Det er den slags ferier, som bloggens undertitel hentyder til – at føle sig hjemme OGSÅ når man er ude og rejse, fordi man bytter hjem med en anden familie i ferien.
Min familie og jeg har nu holdt ferie på den måde over 25 gange in de sidste 15 år. Og vi elsker det! Og vi kan ikke lade være med at fortælle alle, som vi møder, om hvor pragtfuldt det er. Det får selvfølgelig mange til at stille en masse spørgsmål – Er der nu sikkert? Hvordan gør man? Hvor kan man komme hen? Hvad koster det? Osv. Osv. Men siden jeg begyndte på bloggen, er der kommet mange grupper på Facebook med svar på mange af ovennævnte spørgsmål, og jeg har også selv været admin på en sådan gruppe, så jeg er blevet i tvivl, om behovet for en blog om emnet stadig er der. Mens jeg forsat overvejer det spørgsmål, vil jeg foreløbigt bruge bloggen til at skrive dagbog over vores næste store roadtrip – fire uger i de Canadiske Maritimes (staterne og øerne på den Canadiske østkyst).
Jeg hedder Annemette Østergaard Henriksen, er 57 år, arbejder som underviser i engelsk, og bor midt i Jylland i et helt almindeligt halvgammelt hus med min mand. Mine tre voksne børn er flyttet hjemmefra, (men tager stadig gerne med på husbytteferier af og til).
Den første tur, som jeg har fortalt om her på bloggen, er et fire ugers langt roadtrip gennem USAs Midtvesten. Det var en helt fantastisk tur, hvor vi bl.a. boede hos fem forskellige sæt husbyttere undervejs på turen. Men det kan du læse mere om i de gamle indlæg, hvis du er blevet nysgerrig.
PS Selvom bloggen egentlig er nogle år gammel, føler jeg mig i høj grad som blognybegynder, så jeg håber, du tilgiver, hvis jeg stadig ikke har styr på teknik osv.