3. August: Hjemad fra langfartens eventyr

 

I dag har jeg været gift med verdens dejligste rejsekammerat i 34 år! Og jeg tager gerne 34 år (eller flere) til 🙂

 

Det bliver nu ikke nogen specielt romantisk bryllupsdag, men mere en af de der pakke sammen-sidde på kufferterne-køre til lufthavnen-aflevere bil-stå i kø i lufthavnen-gå mange kilometer til gaten-vente-vente-vente dag, som afslutter en lang fantastisk ferie. Vi krydser fingre for at hjemturen går lidt lettere end sidste sommers mareridt af en 50-timers hjemtur fra Skotland og siger tak fordi, I har gidet læse med 🙂

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

2. August: Udenfor murene

I dag udforskede vi noget af det Quebec, som ligger uden for de gamle bymure, nemlig det trendy Saint-Roch kvarter og det mere bohemeagtige Saint-Jean-Baptiste kvarter. Undervejs kiggede vi på butikker og mennesker. Var bl.a. inde i et par boghandler og endnu engang blev det meget tydeligt for os, hvor “ensproget”, der er her i Quebec. Stort set alle taler fransk, og selvom de kan ekspedere turisterne på engelsk, er det ofte ikke bedre end dansk skoleengelsk. Og en boghandel i Quebec har kun en enkelt reol med engelske bøger – færre end i de fleste danske boghandler nutildags! Så der må jo ikke være meget efterspørgsel på engelsk læsestof, og det bliver ikke bøger, som kommer til at fylde vores kufferter på vejen hjem 😉

Da sulten begyndte at melde sig, gik vi ind på et bageri/konditori og fik lidt at spise – og smagt lidt på en enkelt lille kage – de var meget fristende at se på. Det er nu ellers ikke kager, vi går og savner, men derimod noget godt groft brød. De fleste steder her kan man kun få (tykke) skiver af blødt hvidt brød, ofte ristet (men ikke rigtigt sprødt, fordi det er så tykke skiver) og smurt på forhånd. Så selv om jeg hører til den minoritet af danskere, som godt mener, menneskeheden kan overleve uden dansk rugbrød, glæder jeg mig nu alligevel til at kommer hjem og bage mit eget rugbrød.

Faktisk fandt vi senere på dagen en butik med (tysk) rugbrød. En fantastisk gammel købmandsbutik med alle mulige lækkert udseende specialiteter. Sådan en gad jeg godt have henne om hjørnet!

Ole syntes, han trængte vældigt meget til at blive klippet, og til sidst vovede han sig ind i en frisørsalon, hvor ejeren selv sørgede for, at han blev klippet meget sommerkort! Fruen blev anbragt i en sofa med en stor kop kaffe imens – med udsigt til elg!

Efter et lille hvil på hotellet (og en hårdt tiltrængt oprydning og afstemning af kreditkortbonner) gik vi en tur ned i turistkvarteret neden for bymuren ud mod floden, hvor vi fandt den sauterede kanin, Le Lapin Sauté, hvor vi spiste en lækker sidste middag i byen (selvfølgelig bestående af kanin) med lokal vin/cider til. Så tog vi la funiculaire, tandhjulsbanen, op til de højere luftlag – eller gader i hvert fald – og vores hotel.

 

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

1. August: Vieux Quebec

André, som vi boede hos i Montreal, havde sendt os et kort over Quebecs gamle bydel med en spadseretur indtegnet, så med den på telefonen gik vi ud for at udforske byen. Vi bor lige uden for den gamle bymur, og da byen er meget kuperet, var der mange bakker og trapper, som skulle bestiges i løbet af dagen. Men det er en køn gammel by – mere europæisk end mange af de amerikanske byer, vi har besøgt. Undervejs på ruten kiggede vi på et museum med nogle interessante udstillinger om det “francophone” (dvs. det fransktalende) Amerika indrettet i et tidligere præsteseminarium ved siden af den katolske domkirke.

Ud mod vandet er der etableret en fin promenade med en trappe – eller rettere mange (som i RIGTIG mange trapper!) op til en højerebeliggende “Guvernørernes promenade”, og så måtte vi selvfølgelig derop også. Flotte udsigter! Promenade endte henne ved byens citadel, men selv min historieglade mand syntes, at vi havde set militæranlæg nok nu, så vi gik tilbage mod den gamle bydel via parlamentet og den gamle bymur.

Efter en middagshvil tilbage på hotellet (velfortjent, synes mine fødder!), gik vi ud og spiste crepes.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

31. Juli: Grand Falls til Quebec City

Efter morgenmaden på Motel Hilltop var vi lige nede et smut for at se vandfaldene ved dagslys, inden vi kørte fra Grand Falls med kurs mod Quebec City.

Det meste af vejen var på ret kedelig motorvej, men der var nogle flotte udsigter over St Lawrence bugten, hvor den snæverede ind og nærmest blev til fjord. Da vi kom til Quebec by kørte vi til forstaden Levis på sydsiden ad fjorden for at tage en lille færge over til centrum. Vores ven, André, i Montreal havde fortalt os, at den bedste måde at ankomme til byen på, var med denne lille færge, og der var da også en rigtig fin udsigt til den bakke, som Quebecs gamle by del ligger på, med det meget dominerende Chateau Frontenac – som IKKE er et slot, men et stort hotel bygget af det canadiske jernbaneselskab i sin tid.

Da vi var kommet i land, kørte vi ud til et stort shoppingcenter udenfor den gamle bydel. Ole ville gerne finde et par nye sko blandt andet, så vi daskede lidt rundt og så på butikker. Prisniveauet her er lidt lavere end i Danmark, men højere end i USA. Men man skal hele tiden huske at lægge den canadiske moms på 15% oveni, når man kigger på priser, den er nemlig ikke inkluderet i prisen på prisskiltet! (Og når man spiser på restaurant skal man udover momsen også tænke på de obligatoriske 15-20% drikkepenge, som det forventes, at man giver).

Da pengepungen var tom, kørte vi ind til den gamle bydel og fandt vores hotel. Senere gik vi en tur og fandt noget at spise, men der er mange turister i byen, så det gjaldt om at have lidt tålmodighed.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

30. Juli: New Brunswick

I morges forlod vi PEI via den lange Confederation Bridge. Nede ved brohovedet var der bygget en Gateway Village, som vores guidebog havde nævnt, man burde besøge. Det viste sig nu at være en værre turistfælde med en masse souvenirbutikker, så den fik vi hurtigt overstået. Eneste positive var et særdeles veludstyret turistkontor – for PEI dog, men de havde også en enkelt brochure om New Brunswick, hvor vi var på vej over. Alle de steder, vi har været i Canada, har de haft gode turistkontorer, som vi kender det fra mange steder i Europa (men aldrig i USA), med masser af brochurer, gode gratis kort osv.

Da vi var kommet over på New Brunswick-siden, dvs. fastlandet, fulgte vi først en Acadian Coast turistrute et stykke op af kysten. På den så vi bl.a. verdens største hummer i Shediac (hvorefter vi selvfølgelig måtte spise “lobster rolls” (nærmest hotdogs med hummerkød) til frokost) og Bouctouche klitten, som er en 12 km lang sandtange, hvor der er bygget træbroer ud langs med den (med i 33 graders varme gad vi ikke gå hel ud til enden!).

Et stykke op ad kysten svingede vi vestpå ind over land mod Grand Falls. Det var en lang øde vej med mest skovbevoksning og meget få andre biler. Men til gengæld mødte vi en elg – en velvoksen en, som traskede over vejen ca. hundrede meter foran bilen, og endnu en sort bjørn. Senere kom vi pludseligt igennem New Denmark, en lille flække med vejnavne som King Kristian Road, Hansen Road og Klokkedal Road.

Om aftenen nåede vi Grand Falls og fandt et motel lige ovenfor vandfaldene med et enkelt ledigt værelse. Receptionisten fortalte, at der i forårsmånederne kunne være rigtigt meget vand i faldene, men derefter dirigeres det mest af vandet til et vandkraftværk lige ved siden af, så vi fik kun småplask at se.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

29. Juli: Prince Edward Island

En stor del af det område, som vi har kørt rundt i de sidste uger, kaldes Acadia. Men Acadia er også blevet betegnelsen for de franske indvandrere, som kom hertil for flere hundrede år siden, for deres efterkommere og den fransktalende kultur her. Acadierne levede tidligere en omtumlet tilværelse, fordi herredømmet over det område, de havde slået sig ned i, skiftede seks eller syv gange mellem Frankrig og Storbritannien, så de i perioder blev fordrevet til andre områder eller ligefrem helt hjem til Frankrig. Da Canada til slut endte under britisk herredømme, blev det franske sprog forsøgt undertrykt, men i dag er mange af provinserne her i det østlige Canada officielt tosprogede, og man blive ofte modtaget i butikker osv. Med hilsenen: “Hello – Bonjour” eller det omvendte. Ifølge en af vores turistbrochurer eksisterer der ligefrem et slags blandingssprog kaldet Chiac med udtryk som “Worry pas ta brain!”, “Quosse tu parles about?” og “Check ça out pis call-moi back”.

(Provinsen Quebec er i øvrigt en undtagelse fra ovenstående. Her er hovedsproget fransk, alle skilte er på fransk, og kun familier, som er rent engelsktalende, kan få deres børn i engelsktalende skoler f.eks. Det har overrasket os lidt, hvor dårlige mange af quebecoiserne er til engelsk, i hvert fald folk på vores alder og ældre.)

Første stykke af dagens udflugt rundt på en del af PEI (Prince Edward Island) gik igennem et acadisk område, hvor mange huse havde det acadisk flag stående i haven eller ligefrem havde dekoreret det mest af haven med ting i de acadisk farver – se foto. Vi besøgte også Acadian Museum i Miscouche og lærte noget mere om acadierne.

PEI bliver sommetider omtalt som havende en kirke på hvert gadehjørne – en smule overdrevet måske, men der ER mange kirker her på øen.

Vi kom også forbi the Bottle Houses – tre som huse bygget af en pensioneret fyrmester tæt ved fyret.

Landskabet her på PEI minder meget om det danske, relativt fladt og med landbrug bl.a. mange kartoffelmarker, men én ting er væsentligt anderledes: sand og grus er ræverødt! (Der er ligefrem butikker med T-shirts farvet med det røde sand!). Her ser I Ole på vej ud for at tage en dukkert i havet. Det blev dog ikke helt til en dukkert, for vandet gik ham ikke længere end til knæene, og vi kunne se andre badende meget længere ude, hvor vandet var lige så lavt. Men det var dejlig med et dyp!

Tilbage i Charlottetown spiste vi lækre skaldyr i hjørnerestauranten her, og til dessert fik vi endeligt smagt på Cow’s is nede ved vandet.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

28. Juli: Charlottetown, PEI

Afslappende sommersøndag i Charlottetown. Sov længe, gik en lang tur i byen, besøgte et par kirker og  en fik gammel victoriansk villa. Charlottetown er hyggelig med mange kønne gamle træhuse. Lidt mindre en Silkeborg, men hovedstad for provinsen og der, hvor Canadas provinser sluttede sig sammen.  Spiste frokost i en solrig gårdhave og gik så hjem og fik en eftermiddagshvil, mens vi vaskede en maskinfuld tøj. Om aftenen var vi på en restaurant med eget bryggeri. Desserten skulle have været en af byens berømte Cow’s is, men køen var større end vores istrang, så vi gik en lille tur i stedet.

English version:

Relaxing summer Sunday in Charlottetown. Slept in, went for a long walk in the town, visited a couple of churches and an old Victorian mansion.   Charlottetown is a nice town with many pretty old wooden houses. A bit smaller than Silkeborg, but capital of the province and the place where the different parts of presentday Canada met to form the confederation. Had lunch in a sunny yard and then when home and took a nap while doing a load of laundry. In the evening we went to a restaurant with own brewery. Later we went down to the wharf to have their famous Cow ice cream for dessert, but the queue was bigger than our ice cream hunger, so we went for a little walk instead.

 

 

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

27. Juli: Fra ø til ø

Dagen i dag blev brugt på at komme fra Cape Breton Island til Prince Edward Island.

Vi “stod af” skolebussen og kørte i vores “egen” lille Hyundai Tucson et stykke sydpå af the Cabot Trail igen – der er ikke så mange veje her og så kunne vi samtidigt få kigget lidt på nogle af de mange kunsthåndværkerværksteder, som ligger langs med ruten. Så fortsætter vi på Trans-Canada Highway over Canso Causeway dæmningen til Nova Scotia.

Spiste frokost undervejs i Mother Webb’s Steak House, og glædede os til at vores næste overnatningssted har eget køkken og er midt i en by, så der skulle være gode muligheder for at købe ind og lave mad selv. Vi har fået utroligt meget lækker fisk og skaldyr på turen, men da udvalget af grøntsager ofte begrænser sig til pomfritter og coleslaw, trænger vi efterhånden til noget grønt.

Vi fortsatte ad Trans-Canada Highway og svingede nordpå udenom New Glasgow til havnen i Pictou, hvorfra vi snuppede færgen til PEI – Prince Edward Island – den mindste af Canadas provinser. Her var ombordkørslen anderledes effektiv end på Newfoundland-færgerne: De begyndte allerede at dirigere biler ombord, mens bilerne fra den forrige sejlads kørte fra borde! Man skulle heller ikke have billet – det er gratis at komme til PEI, man betaler først, når man forlader øen, enten via færgen eller via broen til New Brunswick.

Da vi kom  i land kørte vi til hovedstaden Charlottetown, hvor vi skal bo de næste tre nætter i en lille ferielejlighed i et nyistandsat gammelt hus midt i byen. Om aftenen købte vi ind i et stort supermarked lidt uden for bymidten.

English version

Today was spent getting from Cape Breton Island to Prince Edward Island.

We got off the school bus and drove our “own” small Hyundai Tucson. We followed the Cabot Trail again south for a while  – there aren’t all that many roads to choose from here, but then we also got a chance to look at a few of the many craft workshops along the Trail – something we didn’t have time for yesterday. Then on to the TransCanada Highway over the Canso Causeway to Nova Scotia.

Had lunch on the way at Mother Webb’s Steak House, and looked forward to having our own kitchen for a few days as our next accommodation is a small studio flat in the middle of a town so that we can cook ourselves. We’ve had a lot of really nice fish and seafood on this trip, but often the choice of vegetables have been fries and coleslaw, so we could do with some greens.

The Highway swung north and ended at the ferry harbour in Pictou, from where we took the ferry to PEI – Prince Edward Island – the smallest of the Canadian provinces. Boarding here was MUCH more efficient than on the Newfoundland ferries: they started boarding the cars even while the cars from the previous crossing where debarking! We didn’t even need a ticket, you don’t pay till you leave PEI, whether on the ferry or the bridge to New Brunswick. When we reached the island we drove straight to the capital, Charlottetown, where we’ll be staying for the next three nights in a newly renovated old house right in the middle of town.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

26. Juli: The Cabot Trail

Vi nåede bussen! Skolebussen, som vi har boet i i nat, står parkeret bag et hus på the Cabot Trail med skoven som nabo. Den er bygget om til en slags autocamper med seng, bord og stole og køkken med gaskomfur. Der er tilmed rindende vand – dog kun koldt og med meget lidt tryk på. Men der er et fuldt udstyret badeværelse i huset ved siden af, som vi kan bruge.

Så vi hyggede os med pandekager til morgenkaffen i vores skolebus, inden vi kørte den rute på den vestlige del af Cape Breton Island, som kaldes the Cabot Trail. En utroligt smuk vej med mange vuer ud over kysten og først St Ann Bay og senere Gulf of St Lawrence. På landsiden var der høje træklædte bjerge. Det var varmt og solskin, så perfekt vejr til turen. Inden ret længe kom vi til Cape Breton Highlands nationalparken, og som altid var vi lige et smut inde på Visitor Centre for at få et kort over parken og finde en god og ikke for lang vandrerute, hvor vi kunne få rørt os lidt.

Så fortsatte vi til Keltic Lodge, som oprindeligt var bygget som sommerhus for en af A.G. Bells venner, men nu er hotel, stillede bilen og gik ud af Middlehead stien som endte ude på en smal tange med en fantastisk udsigt. Derfra videre nordpå til Neil Harbour, hvor vi helt ude ved fyret fandt en ydmygt udseende med urolig populær restaurant, hvor vi spiste Snow Crab Cakes til frokost, virkeligt gode med chilimayo til.

Efter frokost kørte vi videre langs ruten som fortsatte tværs over nordspidsen af øen og ned langs vestkysten. Inden vi når hjem til skolebussen, spiser vi aftensmad i den røde lade på billedet.

English version:

We managed to catch the bus!

The school bus that we have stayed in tonight is parked behind a house on the Cabot Trail surrounded by woods. It has been rebuilt as an RV with a bed, table, chairs and a kitchen with a gas stove. It even has running water – but only cold and with low pressure (it’s the garden hose). But we have access to a bathroom in the house next to it.

So we had a nice breakfast of coffee and homemade pancakes before setting off for today’s drive on the Cabot Trail round the northwestern peninsula of Cape Breton Island. An incredibly beautiful route with many pretty views of the coast of first St Ann Bay and later the Gulf of St Lawrence. It was warm and sunny, so perfect weather for the drive. Before long we entered the Cape Breton Highlands National Park and as always in such places we stopped at the Visitor Centre to get a map of the park and find a good, not too long, walking trail to see more of the park and get some exercise. We decided to stop near the Keltic Lodge (originally a vacation home for one of A.G. Bell’s friends, but now a hotel) and walk the Middlehead Trail which ended on a small isthmus with a fantastic view.

Then on to Neil Harbour, where we found a small restaurant all the way out by the lighthouse where we had some delicious Snow Crab Cakes with chili mayo for lunch. After lunch we continued across the peninsula and down the west coast along the Cabot Trail. Before going home to another night on the bus, we had dinner in the red barn in the picture.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

25. Juli: Fra Newfoundland til Cape Breton Island

Her til morgen spiste vi morgenmad med to andre hold gæster fra Canada og USA, før vi pakkede bil og kørte det sidste stykke ned til havnebyen Channel-Port-aux-Basques, en smuk tur med bjerge på den ene side og fjord på den anden. Før vi kunne køre om bord på færgen, måtte vi igennem en karantænestation, hvor bilen blev tjekket for dyr og planter. Nogle af bilerne blev kigget i motorrum og undervogn, så Ole var lidt skuffet over, at de nøjedes med at kigge i vores rodede bagagerum.

Som på udturen, måtte vi vente laaang tid mens de fik lastet færgen. Vi havde på forhånd reserveret to lænestole på færgen, og de viste sig at være allerforrest ved vinduet med udsigt over bagstavnen, samt at have både fodskamler og læselys, så de penge er vist godt givet ud (havde været helt perfekt, hvis færgens wifi også havde nået op på denne etage af færgen!)

Næsten syv timer tog færgeturen, så vi nåede at spise frokost og sove middagshvil, læse og skrive på bloggen. Tågen som kom rullende ude fra havet, da vi lage fra land, men senere klarede det op og jeg nåede at se et par små hvaler – eller i hvert fald rygfinnerne.

Ved sekstiden lagde vi til i North Sydney på Cape Breton, gjorde et hurtigt indkøbsstop for at fouragere og fortsatte vestpå til vores næste logi nord for Englishtown på The Cabot Trail. Det er et noget anderledes logi, vi denne gang har booket, men det kan I få at se i morgen.

English version

This morning we had breakfast with two other sets of guests at the lightkeeper’s lodge, before packing up and driving the last stretch down to the ferry in Channel-Port-aux-Basques, a pretty drive with mountains and fjord. Before we could drive onboard the ship we were checked at a quarantine station for animals and plants. Some of the cars were even checked under the hood and underneath the vehicle, so Ole was a bit disappointed that they only wanted to open our messy boot and check that.

Just as when we took the ferry the other way it took forever to get all the cars, trucks and passengers onboard the ferry. We had booked reserved seating – two nice reclining chairs with footrests and reading lights – right in front of the big window overlooking the stern, which was quite nice as the trip took almost seven hours. The fog came rolling in from the sea when we left the harbour, but later it cleared up and I even saw a couple of small whales.

Around six in the evening we docked at North Sydney on Cape Breton Island, made a quick grocery shopping stop and continued west to our next lodgings north of Englishtown on the Cabot Trail. Our accommodation this time is a little different, but I’ll show you that tomorrow.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail