Tidligt op og på vejen. Igen kørte vi af de små veje i trekantsområdet, Tri State area – Illinois Iowa og Wisconsin, og så mange farme, som alle har hver sin store kornsilo, og masser af majsmarker.
Nær byen Prarie du Chien krydsede vi Mississippi over til Iowa for at se Effigy Mounds National Memorial, indianergravhøje med form som bl.a. fugle og bjørne. Tilbage over floden og nordpå langs the Great River Road.
Hvor landskabet i det meste af Wisconsin er relativt fladt med bløde bakker, fordi isen der under istiden lå og skrubbede frem og tilbage, så er landskabet her langs med Mississippi ikke blevet trukket fladt og er derfor noget mere bakket med mange koniske bakketoppe langs vejen. Ved byen La Crosse kørte vi op på en af dem, kaldet Grandad Bluff, hvor der på toppen er anlagt en fin park med udsigtsplatform med en flot udsigt udover floden og byen og de tre stater, som omgiver den.
Derefter ville vi over på den vestlige side af floden igen, men noget vejarbejde drillede vores gps, så vi fik set en del af byen særdeles grundigt! Men til sidst fandt vi da over på Highway 61, som er en del af the Great River Road ,og som Bob Dylan synger om i Highway 61 Revisited. Flot, flot køretur langs Mississippi, som på en del af strækningen er så bred, at den bliver til Lake Pepin.
Da vi nærmede os forstæderne til tvillingebyerne Minneapolis og St Paul fik Ole pludselig et deja-vu, for her var han på firmabesøg for et par år siden. Dog lå der på det tidspunkt en halv meter sne og Mississippi var delvist frossen til, så oplevelsen var noget koldere.
På vej længere ind mod centrum blev vi forsinket af mere vejarbejde, men ved halv syv tiden fandt vi endelig Ellen og Peters hus i St Paul, hvor vi skal bo de næste par dage. Det er et et hunderede år gammelt fint istandsat træhus på en hyggelig vej med træer og mange andre fine gamle træhuse. Ellen og Peter havde lavet en lækker middag med stegt sandart (som her hedder walleye), nye kartofler, salater og hjemmebagt brød.
Bagefter gik vi en lille tur i kvarteret og fik desserten på den lokale isbar. Tidligere på dagen, da vi kørte i området længere sydpå, var vejret meget varmt og fugtigt, men heroppe nordpå er vejret lunt men behageligt. Men på vejen hjem med vores is fik vi alligevel pludselig en ordentlig regnbyge, men heldigvis kunne vi gå i ly under træerne det meste af vejen. Da vi var kommet i tørvejr, fik vi en lang snak inden sengetid om området her med gode tip til morgendagen, men Ellen og Peter var også meget interesseret i Danmark og danske forhold.